Skip to main content

Lidenskab for musik ophæver grænserne mellem arbejde og fritid

Helle Lillethorup fortæller med en tydelig lidenskab for Tøjhuset, som hun velvilligt lægger sene arbejdstimer i på alle ugens syv dage, da det er vilkåret for at opbygge et fælles sted for mange andre med samme passion.

- Tøjhuset er et spillested, der får støtte fra Kulturministeriet og kommunen, og vores program skal repræsentere både det brede og det smalle og skal bidrage til at holde kunstscenen i live. Det er også det, der gør arbejdet så spændende, for vi får lov til at følge alle de her små vækstlag med musikspirer, som vokser sig større. Tina Dickow har stået hernede. Mads Langer. Marie Key. Og Lucas Graham, som jo nu gør indtryk i USA, fortæller Helle Lillethorup.

I 20 år har hun været tilknyttet Tøjhuset i Fredericia, som især tiltrækker store og små navne inden for blues og jazz-genren. De sidste ti år har hun været daglig leder for spillestedet, som har 200 årlige arrangementer, og 150 af dem er koncerter primært med rytmisk musik. Det lille, lokale og markante spillested har i mange år været trækplaster for et modent stampublikum, men det har altid været hensigten, at det skal være et spillested for alle.

Det bruunske

- Vi sælger 10-15.000 billetter om året på alle vores aktiviteter, som er alt fra musik til standup, foredrag og strikkecafeer. Vores koncertgæster kommer her, fordi her er hyggeligt, og vi vil altid bevare de samme typer arrangementer med plads til de lidt skæve forestillinger.

- Sidste år havde vi Sekou Kouyate nede og spille, som er Vestafrikas svar på Jimi Hendrix. Hvor oplever man ellers det?  Men vi har også haft Chris Minh Doky, jazz og blues i alle afskygninger ligesom det også er vigtigt at have lokale og danske grupper og solister til at optræde. Sammen med Godset i Kolding og Bygningen i Vejle har vi status som regionalt spillested, fortæller hun.

Forpligtelser fælles samarbejde

Kulturministeriet har vist stor interesse for det tværkommunale samarbejde, som er særligt for de tre regionale spillesteder i Trekantområdet. Det forpligter til et varieret program, hvor de tre spillesteder samarbejder om et fælles bookingselskab.

-Vi er de første i Danmark, som laver den her type samarbejde på tværs af kommuner. Det er en model, der fungerer rigtig godt, og det har fanget Kulturministeriets interesse. Det kræver stor tillid til hinanden, ellers fungerer det ikke, når vi skal fordele begivenheder, men der er ikke ejerfornemmelser, tværtimod er der en rigtig god dialog. Vi har fået bedre økonomi, men vi har også fået flere kolleger, som vi kan sparre med, og vi har mulighed for at give plads til nye vækstlag og nicher, som der ellers ikke ville være plads til, forklarer Helle Lillethorup.

Udover den kommunale og nationale støtte, så er de frivillige nøglen til, at det Tøjhuset fungerer så godt, som det gør.

- Med det tværkommunale samarbejde har de frivillige også fået mulighed for at besøge hinanden og udveksle erfaringer. Den yngste er 18 år gammel, men de fleste er 40+ og har været hos os i mange år. De frivillige har lov til at gå hernede, som de vil, og det er vigtigt, at vi har tillid til hinanden, og at de ligesom os udstråler begejstring for musikken. Tøjhuset kunne ikke fungere uden de frivillige, som lægger en stor indsats i stedet. Vi har endda en venteliste, og så tager vi et par samtaler med de interesserede, for det er vigtigt, at vi kan mærke, at de går op i musikken, fortæller Helle Lillethorup.